Ferie og udflugter i Cambodja

Sådan kan Cambodja også se ud. Rabbit Island 2019

Min rejse i Cambodja går stille mod enden, og jeg har holdt min ferie. I begyndelsen af november sagde jeg på gensyn til eleverne og kirken, for at sætte kurs mod Phnom Penh. Jeg brugte 4 dage i byen bare med ferie og afslapning for mig selv. En af dagene hører jeg pludselig nogle danske stemmer på mit hotel, hvilket jeg ikke har hørt før. Jeg kunne ikke lade være med at forhøre mig om hvem de var og hvad de lavede i Cambodja. Det viser sig at være en pige, Nanna, på min alder, der var på ferie med sin far. De havde været i Vietnam og sluttede af med et par dage i Cambodja. Vi falder i god snak om almindelige hverdagsting fra Danmark og hvordan vi begge oplever Asien. Nanna blev også student i år fra STX, ligesom jeg selv, så vi har haft mange af de samme oplevelser gennem gymnasietiden, der var sjove at tale om. Det viser sig så også, at de bor i Midtjylland og vi har fælles bekendte. Bliver endnu engang bekræftet i, hvor lille verden er. Man kan tale om tilfældigheder, men jeg tror nu på, at der er en mening med det hele…

Dagene gik hurtigt, og det blev tid til at rejse videre i Cambodja. Turen gik til kysten, og det gjorde den heldigvis ikke alene. Jeg tog hen til Laura, Heidi og Mathias, der er volontører fra en anden organisation, Luthers Mission. De skal være i Cambodja i 10 måneder med fast base i Phnom Penh. Vi har mødtes nogle gange før mens jeg har været i Phnom Penh. Mathias tog til Siem Reap, og vi kørte mod Kep, for at sejle til en lille ø, der hedder Rabbit Island. Vi fik følgeskab af en norsk volontør, Anne-Lise, der også bor i Phnom Penh. Hun har en måned mere end mig i Cambodja, men når også lige at komme hjem til jul.

Den røde markør indikerer Rabbit Island 

Efter godt 5 timers kørsel og 20 min. sejltur ankom vi til øen. Den klassiske asiatiske, lange og smalle, båd satte os af i vandkanten. Så det var af med skoene og ned i det varme vand. Når vandtemperaturen er over 30 grader, gør det mig ikke noget..

Båden der sejlede os til og fra øen 

Vi blev indlogeret i Bungalows, som var til den primitive side, måske en tand for primitiv for mig. Det var sjovt nok at prøve en enkelt nat, og heldigvis slap Laura og jeg for kæmpe edderkopper. Desværre kan man ikke sige det samme for Heidi og Anne-Lise, der fik uventet besøg en aften… Puha… 

Vores primitive Bungalows. Der er nu alligevel noget charme over det

Vi havde præcis et døgn på øen til at nyde stilheden, havet og solen. Vi fandt en strand på den anden side af øen, der var fyldt af idyl. Vandet var så stille, klart og varmt. Der var sandbund og lyden af fuglefløjt og små fisk, der hoppede over vandet, var det eneste, der afbrød stilheden. Af og til var der kokosnødder, der faldt ned fra palmerne, så vi skulle lige være opmærksomme på, hvor vi sad. Det blev dog heller ikke noget problem, for tiden blev stort set kun brugt i havet.

Det varme og indbydende hav

Samme eftermiddag var det afsted mod fastlandet igen. Denne gang var den stille bådtur vendt til en gyngende og våd tur. Det var som en vandforlystelse i Djurs Sommerland, hvor vandet bare sprøjter ind fra alle sider. De 20 minutter føltes lange. Vi kørte nord på, langs kyststrækningen i ca. 40 min. i en stor tuk-tuk, for at komme til Kampot.

Den røde streg viser ruten til Kampot

Vi kom sikkert frem og tror vi alle var en smule overtrætte. Vores snak blev ledt mod mad vi savner fra Danmark, og vi kunne alle blive enige om, at en god pose bland-selv-slik er savnet! Til sidst fandt Anne-Lise, fra Norge, ud af hvad vi snakkede om. Normalt går det fint med at forstå hinanden, men af og til er der også nogle sprogvanskeligheder, som vi ikke kan lade være med at grine af. Hele den aften blev brugt på latter og grin gennem sproget på dansk og norsk.

De næste dage var til vandfaldsjagt oppe i bjergene i Kampot. Og vi fandt det. Første dag blev brugt i en tuk-tuk, som kørte os rundt i 1,5 timer for at nå toppen. Bjerget er 1100m, så på turen kunne vi mærke, at luften blev koldere og koldere. Til sidst sad vi alle og frøs. Det gjorde egentlig ikke noget, for følelsen af at indånde frisk luft og kunne mærke det helt ned i lungerne, var simpelthen fantastisk. En frisk brise har været tiltræng efter snart 3 måneder i hede, selvom jeg synes jeg har vænnet mig godt til varmen allerede. Vi nød udsigten til vandfaldet og naturen rundtom, inden turen gik ned igen.

Dette billede beskriver meget godt vores dag til bjergets top

Første vandfald

På vores sidste dag havde vi lånt to motos, som Laura og Heidi styrer med hård hånd. Det var en meget smuk tur op på et andet bjerg, hvor der også var vandfald. Det var til gengæld også en ren turistattraktion for lokale, så det føltes helt overrendt.

Khmer-freestyle foran det næste vandfald.
Fra venstre: Anne-Lise, Heidi, Anne, Laura 

Tiden gik stærkt og til sidst skulle vi hjem. Den tur, var noget af det mest nervepirrende vi alle havde oplevet. En mini-bus kørte til Phnom Penh, som normalt tager 5 timer. Efter kun 3,5 time var vi tilbage… Det siger noget om, hvor stærkt han har kørt. Vejen til Kampot er fuldstændig ringe at køre på. Der er kæmpe huller, smal vej, høj rabat og mange biler. Vi holdt godt fast i sædet (for der er ingen seler) og måtte have tillid til, at vi kom sikkert tilbage. Om det var sikkert, er jeg ikke sikker på, men vi kom tilbage igen.

Afslutningsvis på ferien var der Water Festival i Phnom Penh, så vi havde den sidste aften sammen nede ved floden, hvor der var Kapsejlads i verdens længste både og fyrværkeri om aftenen. Vores veje skiltes derefter, hvor de tog hjem og jeg blev i midtbyen, for at tage tilbage til Preah Sdach om morgenen d. 13. november.

Kapsejlads på floden. Billede lånt fra Google

Den sidste tid herude på landet er indtruffet og om en uge siger jeg farvel. Jeg godt mærke klumperne i halsen hober sig op, når jeg tænker på det. Jeg nyder den sidste uge med de skønne elever og stedet herude.

Tak, fordi du læser med.