Velkommen til Preah Sdach

Jeg er rykket fra storbyens larm og støj til landet, hvor stilhed og fuglefløjt er lige uden for døren. Jeg er nemlig rigtig langt væk fra alt der minder om en storby - det er faktisk meget rart. Efter 2 timers kørsel ankom jeg til kirken, som jeg bor ved. Den ligger ude på landet i en lille landsby, der hedder Preah Sdach. 

Som den blå prik indikerer, er jeg i syd-øst Cambodja meget tæt på den vietnamesiske grænse

Her står grønne marker og træer for døren. Første gang føles det en smule hjemligt at kigge ud over engene, selvom det hele endnu er nyt og anderledes. Jeg har nu boet her omtrent om uge og følelsen af, at dette sted bliver min base for de næste små 3 måneder er god! Jeg må sige, at jeg er blevet modtaget med kyshånd. Den gæstfrihed som det cambodjanske folk har, har gjort stort indtryk på mig. Der er mange nye mennesker (og navne!), som jeg skal lære at kende, og selvom jeg kun har været her i en uge, er jeg imponeret over, hvor hurtigt der opbygges relationer. Det gælder både søndagsskolelæreren, Samean, de 9 søde elever der også bor her, og formanden for menighedsrådet, Sarin og hans familie. De kærer sig alle om mig og vil hele tiden have, at jeg har det godt og spørger om jeg mangler noget, for så skaffer de det til mig. Det gælder alt lige fra vand til guitarstrenge eller til at slå en kæmpe edderkop ihjel (ved det sidstnævnte kan jeg virkelig mærke jeg er kommet på landet… puha)

Marker og træer rundt om kirken

Så jeg har det godt! Rigtig godt endda. Jeg er begyndt på min engelskundervisning for de 9 elever, der bor her i kirken og for 12 små piger der kommer rundt om fra landsbyen. Niveauforskellen er rigtig stor, så jeg har delt børnene op så jeg har 2 hold. Det er en fornøjelse at undervise elever, der er entusiastiske og interesseret i at lære mere og mere. Her er det både sange, lege, grammatik og små opgaver som står på programmet. En af udfordringerne er, at eleverne ikke bliver trænet i at TALE engelsk, men blot SKRIVE engelsk og det er noget af det, jeg håber at kunne hjælpe dem med. Så når jeg ikke helt forstår det ord de prøver at sige på engelsk, så må vi være kreative og bruge fagter - og det kommer der noget sjovt ud af og mange grin fra begge parter.

Små grammatiske opgaver. Her ses Tohna, som er en af de mange, der synes det er sjovt at komme op til tavlen

I undervisningen for de små piger spiller vi Bingo med bogstaver og tal

En af de ting jeg skal vænne mig til er, at alle eleverne kalder mig ”lærerinde”, selvom jeg ihærdigt prøver at forklare dem, at de bare skal kalde mig Anne. Det er gået op for eleverne, der bor her i kirken, som nu veksler lidt mellem ’teacher’ og ’Anne’, men for de små piger fra landsbyen er der lidt vej endnu. Hver gang jeg går en tur bliver der hilst rigtig mange gange på mig, og særligt fra alle børn, der skal ud på gaden og sige hej. At gå en tur alene i stilhed er næsten ikke muligt - men det er nu også lidt hyggeligt.

Ugen herude er gået ufatteligt stærkt, også selvom jeg ikke på noget tidspunkt har haft travlt. Jeg nyder at kunne bruge alt den tid jeg har brug for, på at forberede min undervisning, snakke med familien derhjemme, bruge tid med eleverne, gå ture og skrive blogindlæg. Der sker ikke det helt store, men alligevel flyver tiden afsted. Det er meget anderledes ikke at have et fast og tætpakket program som jeg ellers normalt har derhjemme, men det er også rigtig rart.

Jeg har samlet nogle billeder og videoer sammen til en video fra ugens forløb.

Tak, fordi I læser og ser med.