Kulturchok

Det er nu 4 uger siden jeg sagde "på gensyn" til familien, vennerne og Dammark. Det betyder, at 1/3-del af tiden er endt, og det, synes jeg, er vildt at tænke på. Jeg har fået så mange forskellige og spændende oplevelser, fyldt med indtryk og stor påvirkning på mig. Tiden er fløjet afsted, men alligevel er det næsten ikke til at beskrive, hvor meget jeg har oplevet på den korte tid. Det er alt fra arrangementer jeg har været med til, men også at se og mærke hvordan cambodjanerne lever. For særligt dét, har gjort stort indtryk.

Jeg kan ikke komme uden om at mærke de store forskelle fra mit eget land, når jeg sådan kommer ud på egen hånd. At være her i Preah Sdach, hvor der ingen supermarkeder, hoteller, og kun 1 asfalteret vej er, har jeg endnu engang fået et ”kulturchok”. Hele cambodjanernes leve-, og væremåde er så langt fra det jeg kender - både det praktiske (for det er noget primitivt), men også deres mentale tilgang til livet. Når jeg besøger en familie og ser, hvordan man kan leve 6-8 mennesker i et hus, der er under 30 m², kan jeg pludselig godt forstå de har svært ved at tro på, at jeg nyder at have et værelse for mig selv. Her i kirken, hvor jeg bor, er jeg så privilegeret og taknemlig for, at jeg har et normalt toilet og en bruser (godt nok er vandet koldt), for det er langt fra alle, der har installeret vand og rør - ja, faktisk er det de færreste! På badeværelset hos de lokale, har de det såkaldte ”squat-toilet” og ellers bare et stort kar med (koldt) vand i, hvor de tager en skål, en efter en, og vasker sig. I de mange høje træhuse er der et køkken, badeværelse og en stue (eller opholdsrum), som bruges til lidt af hvert. Nu har jeg ikke selv overnattet andre steder end kirken, men jeg forestiller mig, at der findes et tæppe frem, som man ligger på når mørkes frembrud viser sig. 

Klassisk træhus her i Cambodja. Husene er meget høje, fordi vandet kan stige utroligt meget under regnsæsonen. 

Vejen ud til besøg af familier eller arrangementer er altid lidt spændende. Hvis ikke en regnbyge forhindrer det, er jeg altid spændt på at se den hullede jordvej eller hvor mange køer der nu går ude på vejen. For bilerne er udskiftet med en scooter, som hernede kaldes en moto. Nogle er mere tunet end andre.. Når det har regnet rigtig godt, er der mange både små og store huller i jordvejen. Det giver mange bump, men der er ikke andet for end at spænde godt i benene og håbe på balancen ikke er for ustabil. Sikkerheden går man ikke så meget op i hernede, så det med max 45km/t og 2, 3 eller 4 personer på 1 moto, tager man ikke så tungt. Alle familier har en moto og de bliver brugt flittigt. Når jeg begiver mig ud på en gåtur eller en tur til markedet, har de fleste svært ved at forstå jeg ikke dør af at gå mere end 15 min. selv. Jeg er stadig ikke lavet af glas.. Men endnu en forskel ved at gå på vejene herude, er, at man går i højre side. Gang på gang glemmer jeg det, når jeg har lært at man kører i højre side, og går i venstre side af vejen. For mange af de ting jeg har lært og er opdraget med hjemmefra, er næsten helt modsat hernede. Det gælder ved bordet når man spiser sammen. Bordskik og opførsel ved bordet, tror jeg ikke er nået herned endnu. At tygge med lukket mund, ikke tale med mad i munden, sidde pænt, spise med bestikket (IKKE med fingrene), og sidst men ikke mindst telefonens plads, er andre vaner end dem jeg kommer fra. Den sidstnævnte kan jeg til dels være med på, men kun til at kigge på, ikke til at tale i. Hvis telefonen ringer, så er det medhør på og stilhed, så alle andre omkring kan følge med i samtalen. Det er lidt komisk at se, hvordan det på et splitsekund kan vende fra latter og spas til fuldstændig stilhed. Efter maden er der selvfølgelig ikke nogen opvaskemaskine til at sætte servicen i, det gøres i hånden. Her er det altid eleverne der har deres faste pligter, som jeg jo vil kalde det, men for dem er det en helt naturlig selvfølge. Eleverne tager det hele som en selvfølge med at lave mad, sætte på bordet og vaske op. Aldrig noget tegn på brok eller stiller spørgsmålstegn ved det. Det er dejligt at se. For hjemme hos mig i Danmark, må jeg indrømme, at det jo ikke lige er tømning af opvaskemaskinen der står øverst på ”to do”-listen ;-)… De unge mennesker er flittige til hushjælp, men også til skolegang. Jeg er imponeret over at se, hvor mange elever der bruger deres ferie på skolegang og ekstra engelskundervisning. De er ivrige efter at lære sproget og blive dygtige i skolen - og det er bare en fornøjelse at se! Jeg har personligt altid godt kunne lide at gå i skole, men jeg kunne ikke drømme om at bruge mine ferier på det. Her er de bare taknemlige for at kunne udvikle sig endnu mere rent fagligt. 

For taknemligheden og en ikke-eksisterende perfekthedskultur er netop et andet punkt som skiller sig meget ud fra Danmark, som jeg faktisk godt kan lide. Hernede er det intet, der bliver taget for givet - absolut intet. Folket sætter pris på og værner om deres ting og sager. Den taknemlighed de har på livet og deres omgivelser er noget ganske særligt. Her går man ikke op i, hvordan tingene ser ud udadtil eller hvad alle andre tænker om dem. De har fokus et andet sted. Deres fokus ligger på dét, der fungerer for dem og dét som der bare er. Folket lever meget i nuet og tager tingene som de kommer, og ellers bare takker for det de har. Om man siger tak for livet højt eller inde i sig selv er for mig underordnet, men blot, at cambodjanerne hernede standser op, reflekterer, og takker for deres ting. Det tænker jeg ikke kan skade nogen hjemme i Danmark at gøre noget lignende. Jeg er ikke specielt tilhænger af faste rutiner og ritualer man skal gøre, såsom bordbøn før maden, som de går meget op i hernede, men blot at vi engang i mellem bruger 5 minutter på at værdsætte alt det gode der sker for os og alle vores privilegier - for at være helt lavpraktisk: tag over hovedet og (varieret) mad på bordet, for det er ikke alle mennesker der har det… Det kan lyde som en kliche, men jeg tror på det.

Der er mange nye indtryk at fordøje, både de som forarger mig en smule, men også de, som sætter særligt præg på mig.

Tak, fordi du læser med.