Farvel og tak


Engelsktimerne er forbi og der har været afslutningsfest for mig ude i Preah Sdach. Sagt med andre ord, min tid og opgave i Cambodja er ved vejs ende. Fredag aften - d. 22. november - var alle kirkemedlemmerne og eleverne samlet ude ved kirken, for at takke for min tid og hjælp derude. Der var sange, taler og gaver, der så fint blev overrakt til mig. Eleverne og kirkemedlemmer rejste sig hver op og sagde et par ord til mig, hvorefter de kom med gaver, som de selv havde købt. Efter ceremonien skulle jeg fotograferes med alle eleverne en efter en, sammen, opstillet og free-style. Der var næsten ikke tid til aftensmaden, som selvfølgelig bestod af ris!

Fik overrakt et bevis på mit ophold i Preah Sdach 

En af de mange billeder med nogle af eleverne 

Fik også holdt en farvel- og takketale til dem alle 

Gaver fra eleverne og kirkemedlemmerne 

En rigtig festlig og sjov aften blev natten til lørdag vendt til en vemodig og trist morgen, for her skulle der tages afsked. Kl. 6.30 stod eleverne i deres blå skoleuniformer og taxaen nærmede sig langsomt kirken. Formanden for menighedsrådet, Sarin, var også kommet. Den sidste stund med eleverne bød på tre krammerunder, som ellers er et yderst sjældent syn her i Cambodja. Tårerne trillede afsted både hos mig, men også ved eleverne. Jeg satte mig ind i taxaen, og for sidste gang skulle jeg op for enden af den hullede jordvej. Elevernes vinkende arme blev svagere og svagere for mit syn, og taxaen satte kurs mod Phnom Penh.

Lørdag blev en lang og sørgmodig dag. De sidste dage i storbyen er brugt på at tage afsked med folk, der har været der for mig i løbet af de sidste 3 måneder. Søndagsskolelæreren, Samean, der var inde i byen, de unge danske mennesker fra Luthers Mission, og ikke mindst Anne Mette, der har haft en stor betydning for mig og mit ophold i Cambodja. De har alle været der for mig og været med til at forme min rejse, hvilket jeg er dybt taknemlig for.
Kufferten er (næsten) lukket og rejsefeberen er for alvor brudt frem. Om få timer starter min lange hjemrejse.

Jeg vil gerne takke, fordi du har fulgt med i mit eventyr i Cambodja. I det nye år starter mine foredrag om alle mine mange oplevelser i det store udland.

Tak, fordi du læser med.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

At være nybagt kristen

Kulturchok